Har du styr på vejrtrækningen?
21/03/2017
Har jeg råd til at være selvstændig?
01/07/2018
Vis alle

Hvordan er man ”på” i 2018?

Jeg har egentlig altid smilt lidt af det tillærte metervarer-kropssprog som mange har spundet guld på at undervise i. Specielt i 90’ernes jobsamtaler hvor alle med respekt for sig selv, lærte alle de nyeste fif om, at give et meget fast håndtryk. Ofte alt, alt for hårdt. Lærte at sidde helt ude på kanten af stolen for at udstråle interesse. Lærte inde i hovedet tælle en kasse øl, to kasse øl, tre kasse øl før øjenkontakten skulle skiftes til andre deltagere i rummet. Eller at man på TV indførte det, at sidde med en kuglepen i hånden som et bevis på saglighed. Man skulle lære at være overbevisende og sælge sig selv.
Det var som om hele budskabet og personligheden gik tabt i tillærte kommunikationsfif – og sådan kan det stadig føles den dag i dag. Men hvad værre er, så kan de fleste af os udmærket mærke når vi står overfor en menneske som ikke nødvendigvis tror på og mener hvad de siger. Som ofte elegant udfører en koreografi af illustrative bevægelser, der efter sigende skulle give
dem større troværdighed og gennemslagskraft. Når der ud af deres mund kommer meninger der gentages som smarte mantraer. Sætninger der er kælet lidt for meget for. Eller interviewofre som har lært aldrig at svare på det de bliver spurgt om men i stedet messer deres budskaber i triader.

 

Der ER rigtig mange ting i vorspejles kropssprog og kommunikation som ikke er hensigtsmæssigt og som man ligeså godt kan få noget hjælp til at vænne sig af med. Der er gode generelle råd at hente – men hvis man virkelig vil flytte sig professionelt når man udkommer så kræves der ikke kun et spejl foran det man siger og måden man siger det på – men også et spejl for hvem man er og hvad man med fordel kan arbejde med hos sig selv, så der er kongruens.

Et spejl som kan gengive om din performance er flydende og fortællende – eller om du afvikler et manuskript ved enten at læse højt eller ha’ memoreret nøjagtige sætninger. Den slags har været helt forventeligt førhen fordi det var en anderledes kommunikationsform. Den var baseret på monolog og afspejler ikke vores virkelighed i dag, hvor kommunikationen gerne skulle engagerer modtageren, være mere modtagerorienteret og i dialog.

Hvis du ikke tror på det du siger – hvorfor skulle jeg så. Hvis du ikke er bevæget af det du siger hvorfor skulle jeg så blive det? Hvis du ikke helt forstår det du siger, hvordan kan jeg så? Hvis du ikke er begejstret for det du fortæller om, hvad får dig så til at tro at jeg bliver det? Og det er det indre arbejde du også skal arbejde med. Så du ER i stedet for at foregive at være. Du skal tro på og mene det du siger…så skal kropssproget nok følge dig.

Selvfølgelig skal du øve dig, raffinere dit kropssprog og fjerne det som måtte være forstyrrende eller misvisende. Og vi øver og træner, for ingen er bare født til at stå på en scene eller optræde i medierne, men øvelse og træning gør en rigtig stor forskel – især hvis du gerne vil mestre kunsten at være på!